Forældrekøb
Du kan overveje forældrekøb, hvis:
- Dit barn ikke kan finde en lejebolig eller kollegieværelse
- Du vil hjælpe dit barn økonomisk
- Du vil have muligheden for en gevinst, hvis prisen på boligen stiger. Vær dog opmærksom på, at gevinsten er skattepligtig, medmindre du selv har boet i lejligheden
- Du ønsker at give arveforskud eller kan have fordel af et skattemæssigt underskud ved udlejning
- Du accepterer risikoen for et eventuelt prisfald på boligmarkedet
- Du er opmærksom på at der er omkostninger ved at købe og sælge boligen.
Overvejelser
- Hvor stor en risiko vil du påtage dig? Prisudviklingen på boligen betyder meget for den samlede omkostning ved at hjælpe
- Skal barnet købe selv? Du kan vælge i stedet at give økonomisk hjælp i form af pengegaver op til den skattefri grænse eller ved rentefri familielån
- Hvor lang tid kan lejligheden bruges? Skal boligen være større, så den kan bruges af dit barn også efter studietiden? Eller kan du selv bruge lejligheden på et senere tidspunkt?
- Ofte er det en god beslutning at eje frem for at leje set ud fra et økonomisk perspektiv. Det vigtigste argument for et forældrekøb skal dog være at hjælpe dit barn – og ikke forventningen om en mulig gevinst.
Fordelene ved forældrekøb kan være:
- Dit barn får et sted at bo
- De løbende udgifter er lavere, end hvis barnet selv køber via bedre muligheder for fradrag i skat
- Som lejer kan barnet søge boligsikring
- Mulighed for at købe en større lejlighed end dit barns reelle behov, hvis et værelse kan udlejes fx til en ven
- Hvis boligpriserne stiger, kan forældrekøb på sigt være en god investering
- Du sparer en hel del ved, at dit barn ikke længere bor hjemme, og en del af denne besparelse kan fx dække nogle af dine udgifter ved forældrekøb.
Den løbende udgift ved at eje boligen er lavere, end hvis dit barn køber boligen selv. Du betaler fx ikke ejendomsværdiskat, når din ejerbolig lejes ud.
Derudover kan du trække andre udgifter fra som driftsudgifter, hvorved du opnår et underskud ved udlejning. Underskuddet kan trækkes fra i din personlige indkomst, og du opnår et skattemæssigt fradrag. Det er fx renter på lån, ejendomsskat og eventuelle fællesudgifter til ejerforening, du kan trække fra. Vær dog opmærksom på, at forældrekøb altid indebærer, at du skal betale noget selv.
Hvor stor fordelen er ved at vælge forældrekøb i forhold til at hjælpe med pengegaver afhænger af, hvor høj din beskatning er af den sidst tjente krone. Betaler du topskat, er den løbende udgift mindre, end hvis du ikke gør.
Udgifter til vedligeholdelse af lejligheden og omkostninger til rådgivere, fx revisor eller advokat er også driftsudgifter. Vær dog opmærksom på at skelne mellem forbedringer og almindelig vedligeholdelse. Læs mere på skat.dkÅbner i nyt vindue
Er de økonomiske rammer på plads, kan en 2-3 værelses lejlighed være en god ide. Dit barn kan få gavn af boligen i længere tid, og dermed en længere investeringshorisont.
En lejekontrakt sikrer jer ikke kun juridisk. Den giver også barnet en mulighed for at søge boligsikring.
Dit barn kan eventuelt leje et værelse ud, fx til en ven. Det hjælper med til at dække en del af den højere husleje. Men det betyder også, at en eventuel boligsikring bliver lavere.
Forældrekøb er en mulighed for at hjælpe dit barn med et sted at bo, men det kan også være en mulighed for at give et løbende arveforskud. Det er muligt at foretage en ”glidende overdragelse” af lejligheden og samtidig undgå eventuel skat ved salg af udlejningsejendom (ejendomsavance). Spørg en advokat eller revisor til råds om dine muligheder.
Ulemperne ved forældrekøb kan være:
- Du skal altid selv betale en del af de løbende udgifter for at opnå alle fordele ved forældrekøb. Det kræver, at du har råderum og styr på din økonomi
- Du skal vælge skatteordning og føre regnskab over indtægter og udgifter, hvilket typisk kræver rådgivning af revisor
- Der er udgifter forbundet ved køb og salg af bolig. Det kan få betydning, hvis dit barn pludselig vil studere et andet sted, møder en kæreste eller fx ikke ønsker at bo i boligen længere
- Opnår du en gevinst ved salg, er den skattepligtig, medmindre du selv har boet i boligen
- Boligpriserne stiger og falder, og der er altid en risiko for at sælge med tab. Du skal derfor være klar over denne risiko samt kunne bære et eventuelt tab.
Hvis du vil hjælpe dit barn med at kunne betale huslejen, er det vigtigt, at du gør det med pengegaver – og ikke ved at fastsætte en lav husleje. Huslejen skal svare til markedslejen i området. Sætter du huslejen for lavt, risikerer du, at både du og dit barn bliver beskattet af ”hjælpen”.
Er huslejen lavere end markedslejen, skal du betale skat af både den betalte leje og af forskellen op til den korrekte husleje (markedslejen). Derudover skal dit barn måske betale gaveafgift af forskellen mellem den lave husleje og markedslejen. Det kræver, at forskellen i leje og eventuelle andre pengegaver til barnet overstiger grundbeløbet for afgiftsfri gaver.
Et godt råd er at få hjælp til at fastsætte den korrekte leje hos din lokale danbolig eller betale det lokale huslejenævn for en bekræftelse af markedslejen.
Hver gang en bolig handles, er der udgifter til mægler, det offentlige og andre. Derfor kan en lejebolig være en god ide, hvis dit barn ikke er sikker på sit studie, eller på sigt vil bo et andet sted.
Er din egen bolig steget i værdi, når du sælger den, er gevinsten skattefri. Det skyldes, at du selv har boet i boligen. Da du typisk ikke har boet i den bolig, du lejer ud, bliver du beskattet af en eventuel gevinst.
Åbner i nyt vindue
Hvis du overvejer at sælge, anbefaler vi at du inden et salg kontakter en advokat og/eller revisor for rådgivning.
Et forældrekøb kan både være en andelsbolig og en ejerbolig. Der er dog nogle forskelle, du skal være opmærksom på.
Det er fx mere sandsynligt, at en ejerforening tillader, at en ejerlejlighed lejes ud. Der findes dog flere andelsforeninger, der åbner op for mulighed for forældrekøb ved i vedtægterne at tillade, at lejligheden bebos af en anden person end køberen.
Det er vigtigt, at du læser vedtægterne grundigt og kontakter bestyrelsen eller administratoren for andelsboligforeningen, før du går videre med dine planer om at købe en andelsbolig som et forældrekøb.
Det er måske også værd at overveje, om barnet selv kan købe andelsboligen, og at du hjælper med pengegaver eller familielån. Det kan måske betale sig, fordi der ikke betales ejendomsværdiskat i en andelsbolig, hvilket gør det økonomiske incitament til forældrekøb mindre.
Vælger du en andelsbolig som forældrekøb, kan du overveje muligheden for at optage lånet i din egen bolig. Årsagen til dette er, at der ikke kan optages realkreditlån i en andelsbolig – og du kan formentlig opnå en lavere ydelse på dit lån ved at optage det i din egen bolig.
Bemærk at hvis ejerboligen sælges til barnet efterfølgende, kan der være skattemæssige fordele ved dette. Kontakt en revisor for at få rådgivning.
Skal du låne i din egen bolig eller i den nye – og hvilke låntyper passer bedst til en ejerbolig?
Et forældrekøb begynder i Nordea, hvor vores rådgivere hjælper dig med at overskue de mange forskellige finansieringsmuligheder. Kom forbi, så giver vi dig et samlet overblik over fordele og ulemper ved forældrekøb.
Når vi sammen har fået lagt de økonomiske brikker på plads, udsteder vi et lånebevis, så du ved, hvilken prisramme du kan handle indenfor. Det betyder, at du kan slå til med det samme, når du og dit barn finder den helt rigtige bolig.
danbolig hjælper dig med at finde boligen – og vejleder dig om den korrekte husleje danbolig kender lokalområdet og kan hjælpe dig med at finde den rigtige bolig. Søger du fx efter bolig i landets største studieby, København, finder du flere hundrede boligtilbud, hvilket hurtigt bliver uoverskueligt.
Hvad kan danbolig gøre for dig?
- danbolig hjælper dig med at få afklaret specifikke ønsker til boligen og området
- danbolig kan rådgive dig omkring niveauet for markedslejen.
Revisor
Overvejer du et forældrekøb, bør du kontakte en revisor, som kan hjælpe dig med at finde den skatteform, der er mest fordelagtig for dig.
Ved køb af ejerbolig til udlejning er der tre skatteformer at vælge imellem:
- Personskat
- Kapitalafkastordning
- Virksomhedsskatteordning
Ved køb af andel til udlejningen anvendes personskat.
Advokat
Advokaten hjælper dig med at vurdere de juridiske aspekter ved et forældrekøb, herunder gennemgang af købsaftale, udarbejdelse af lejekontrakt m.v.